Renovering og modernisering af Ejbyskolen i Odense.
Ejbyskolen der ligger i skønne omgivelser ved Ejby Mølle og Odense Å, er opført i midten af 1950’erne, hvilket skolens tidstypiske arkitektur vidner om.
Der er truffet beslutning om, at foretage en større modernisering og renovering af skolen der er ramt af skimmelsvamp. Tagene skal renoveres, der skal efterisoleres og vinduer skal udskiftes for at komme svamp og fugt til livs.
For at skolen kan leve op til moderne krav til undervisningsformen, skal der etableres grupperum i forbindelse med klasselokalerne, og der skal opføres nyt natur- og tekniklokale samt fysiklokale.
Byggesagen er kompleks og udfordrende, idet omfanget af skimmelsvampangrebet skal kortlægges, og der skal tages sikkerhedsmæssige hensyn til de asbestplader der samtidig skal tages ned. Dertil kommer, at skolen under udførelsen er i brug, og dermed stilles også krav til den logistiske planlægning.
